Menières sygdom


Menières sygdom er karakteriseret ved tilbagevendende pludseligt indsættende anfald med voldsom svimmelhed, ensidig hørenedsættelse og øresusen.

Antallet af personer, som lider af Menières sygdom i Danmark antages at være 3500 personer.

Uforudsigeligheden af sygdommen er ofte en stor belastning og sygdommen har tit stor indvirkning på livskvalitet ligesom den kan have sociale og karrieremæssige konsekvenser.

De enkelte anfald er oftest selvlimiterende og fortager sig normalt i løbet af timer. Hørelsen kan dog aftage gradvist over tid og kan med tiden medføre funktionel døvhed på øret. Trods dette, er der ikke konsensus om behandlingen af Menières sygdom.

Behandlingsforslag til Menières sygdom er mange, men til dato er evidensen for en effekt af disse ringe, hvis ikke helt manglende. Den eneste behandling med overbevisende effekt på svimmelhedsanfaldene er destruktion af balanceorganet med gentamicin.

Der er flere behandlingsforslag ved Menières sygdom uden en egentligt prioriteret rækkefølge. Det anbefales at fokusere på sund kost, reduceret saltindtag, reduceret koffeinindtag, gode søvnvaner og motion.

I Danmark tilbydes patienter ofte tidligt i forløbet at få indsat et trommehindedræn. Dette beskrives ligeledes som en af første behandlingsmuligheder på Høreforeningens officielle internetside om Menières sygdom.

Flere mindre studier, som dog ikke har været udført efter bedste videnskabelige standard, har vist lovende resultater med god effekt på antal samt grad af svimmelhedsanfald efter indsættelse af trommehindedræn.

Udover trommehindedræn er lægemidlet Betaserc også et af de første behandlingstiltag i Danmark.

Det menes, at Betaserc virker ved at øge blodtilførslen til det indre øre, og derved mindske overtrykket i det indre øre.

En anden behandling er indsprøjtning af steroid gennem trommehinden.

En tredje behandling er indsprøjtning af gentamycin i det indre øre, som svækker balanceorganet, således at svimmelhedsanfaldene ikke virker ligeså kraftige. På trods af at svimmelhedsanfaldene aftager, oplever en del patienter dog en vedvarende usikkerhed på benene kombineret med en risiko for udvikling af permanent høretab i det behandlede øre.


Projektansvarlig

Casper Grønlund Larsen

Læge, ph.d. studerende

Øre, næse, hals og kæbekirurgisk afdeling

Sjællands Universitetshospital

Lykkebækvej 1, 4600 Køge

Loading

da_DKDanish